Grillmad 2021: Top 6 at smide på grillen en sommeraften

Selvom man efterhånden så småt kan begynde at se enden på sommeren, så er der dog stadig masser af dejlige sommeraftener på terrassen tilbage på kalenderen. Og hvad kunne være bedre end at tænde op i grillen, og nyde nogle fantastiske retter sammen med enten venner eller famlien? Og netop fordi  du elsker at grille lige så meget som vi gør, så får du her 6 af de bedste ting du kan smide på grillen allerede i aften.

1. Hjemmelavet pizza

At smide en frysepizza i ovnen virker nærmest som en forbrydelse, hvis du i stedet kan lave din egen (og langt bedre) pizza direkte på grillen derhjemme. Det eneste der kræves – udover en god opskrift på pizzadej selvfølgelig – er en simpel pizzasten. Så hvorfor ikke finde alle dine yndlings ingredienser for at nyde en pizza, som kan konkurrere med dem i Italien?

2. Halloumi

Hvis du aldrig har prøvet den grillvenlige tyrkiske Halloumi ost, så kan du godt begynde at glæde dig. Halloumi er med dens høje smeltetemperatur nemlig rigtigt velegnet til at blive grillet, og smager fantastisk sammen med f.eks. en lækker grøn salat eller sammen med grillburgeren. Halloumi er desuden et perfekt alternativ til f.eks. oksebøfferne, og er således rigtigt gode nyheder for alle de mange grillglade vegetarer derude.

3. Hele majskolber

Der findes nærmest ikke noget mere sommeragtigt end at smide et par hele majskolber på grillen, og derefter smelte lidt lækkert kryddersmør over kolberne. Vores yndlings kryddersmør består ganske enkelt af smør, presset hvidløg, hakkede krydderurter og en smule salt, og vi anbefaler klart at du prøver den sammen med majskolberne næste gang du griller.

4. Rejespyd

Hvis du er på udkig efter noget andet end de sædvanlige grillpølser, så kunne du også prøve at smide et par lækre rejespyd på grillen. Og for at tage rejerne til det næste niveau, så anbefaler vi at du laver din helt egen marinade til rejerne. Prøv f.eks. at blande hakket eller presset hvidløg ud i lidt limesaft, og lad herefter rejerne marinere i blandingen i et par timer eller længere. Vi lover dig, at du ikke vil blive skuffet over smagen.

5. Cheeseburgere

Ok, en burger på grillen er måske ikke den helt store innovation, men man bør trods alt alligevel ikke se ned på den klassiske cheeseburger af denne grund. Der er nemlig en god grund til at cheeseburgeren er blevet en klassiker på grillen i stort set hele verden – de smager nemlig bare helt fantastisk. Og hvem siger i øvrigt at en cheeseburger behøver være kedelig. Du kan nemlig variere burgeren alt efter din egen smag. Hvad med at tilføje lidt stegt bacon til din oksefars eller måske blande lamme- og oksefars til at lave dine burgere? Du kan oven i købet også vælge et par gode oste til din burger, så du ikke behøver sidde tilbage med en slatten smeltet havarti på tallerkenen. Så hvorfor ikke give cheeseburgeren endnu en chance?

6. Spareribs

Hvis du har god tid, så burde du bestemt overveje at smide et par spareribs på grillen i år. det eneste der kræves er nemlig god tid, og så en lækker hjemmelavet (eller købt) barbecue marinade. Server dine varme spareribs sammen med en frisk grøn salat og måske en bagt kartoffel.

God sommer, og velbekomme!